BufferTech – Optimering af økosystemtjenesteydelser fra randzoner ved hjælp af nye teknologiske metoder
For at kunne øge landbrugsproduktionen og samtidig nå miljømålene i vandplanerne er der behov for flere og bedre virkemidler til at udnytte eller fjerne uønskede næringsstoffer i kanten af dyrkningsfladen. Randzoner anvendes i dag som et generelt virkemiddel, men anvendt målrettet kan forskellige typer af randzoner blive et effektivt virkemiddel, der netop både kan udnytte og fjerne næringsstoffer.
Formålet er at undersøge, hvordan man på en 'intelligent' måde kan få udbytte af at etablere randzoner langs vandløb og søer, set i forhold til både produktion, natur, miljø og energi. I projektet undersøges, hvordan randzoner kan blive et virkemiddel til reduktion af næringsstoffer i kanten af dyrkningsfladen og samtidig bidrage med biomasse til energi, foder og øget biodiversitet m.m. Dermed kan det blive et virkemiddel, der kan medvirke til øget landbrugsproduktion og opnåelse af miljømålene i overfladevandet, hvis de etableres målrettet med inddragelse af den bedst mulige viden, lokale lodsejere og interessenter.